H.E. Melchior

(1881-1927)

Henrik Emil Melchior var en af tidens populære og dygtige bladtegnere og fast leverandør til tidens aviser og blade, bl.a. Politiken fra 1906-1920,  Klods-Hans og Tik-Tak. Han tegnede også nodeforsider samt kostumetegninger til teaterbrug.

Han var oprindeligt uddannet malersvend, inden han kom på Kunstakademiet 1898-1900. Han var også elev på Vermehrens tegneskole i 1898 og senere på N.V. Dorphs maleskole.

Hans plakatproduktion var ikke særlig stor. Hos Dansk Plakatkunst er han repræsenteret med en enkelt plakat, udført i en traditionel stil, for danserestauranten Palais de Dance på Vesterbrogade i København. Meget kendetegnende for hans arbejde som kostumetegner er kvindernes farvestrålende aftenkjoler på plakaten gengivet meget detaljeret. Da stedet åbnede i 1918 fik han til opgave både at lave plakaten, samt at designe og udføre udsmykningen af væggene, noget han som håndværksuddannet maler også havde håndelaget for.

H.E. Melchior blev i 1925 leder af den nyskabende skole for kostumetegning, der havde lokaler på Teknologisk Institut, og var en selvstændig afdeling af kunstmaleren Folmer Bonnéns malerskole. Melchior var en respekteret leder af skolen, men døde desværre i en ung alder blot få år senere.

Plakater af H.E. Melchior

Palais de Danse

Palais de Danse (1918)