Synderinden (1924)

Historien bag plakaten

Smukt litograferet synderinde

I efteråret 1924 tegnede Sven Brasch plakaten for folkekomedien Synderinden, som Casino Teatret i København satte op. Stykkets hovedperson, Madelon, blev spillet af Ellen Aggerholm, som Brasch tidligere havde tegnet til plakaten for Kameliadamen. Denne gang valgte han imidlertid at gengive hendes ansigt i closeup og benyttede en farvekombination, der nærmest deler plakaten op i to: En lys nedre og en mørk øvre.

Selvom ideen havde været brugt før, så var Synderinden med sine stærke farver langt mere raffineret end de noget mere simple forgængere, hvilket ikke mindst skyldes, at den er meget smukt litograferet.

Den skarpe beskæring af Madelons ansigt, hendes hår samt hatten og dennes skygge, der falder over hendes typiske, sensuelle Brasch-øjne, giver et intimt indtryk af en lastefuld kvinde. Slangekrøllerne og den røde mund fuldender dette billede. Synderinden fremstår som en Brasch’s bedste plakater, da den i kraft af sine delikate farver, smukke tegning og klare skrift netop opfylder plakatens vigtigste mission: At vække opmærksomhed og tydeligt formidle et budskab på samme tid.

Brasch’s fornemste egenskab som plakattegner var da også, at han ved hjælp af enkle midler formåede at skabe litograferede plakater, der fremstod gennemarbejdede og sikre med et udpræget nonchalant præg. I Synderinden bliver den grønne skrift i Casino eksempelvis gennembrudt af små bevidst placerede ufarvede felter, der tillader papirets hvide bund at skinne igennem, hvilket giver plakatens tekst noget af skitsens karakter.

Plakaten hævede sig langt over teaterstykket, der ikke fik ret gode anmeldelser.