Journalistforeningens Viseaften (1907)

Historien bag plakaten

Kom til viseaften og vind et klaver

Lørdag den 23. Februar 1907 blev der inviteret til Viseaften i Odd Fellow Palæets store sal i Bredgade i København. Billetterne kostede 2 eller 3 kroner og kunne købes i Wilhelm Hansens kendte musikhandel. Det var Journalistforeningen, der stod for arrangementet, der bød på underholdning af sangere, som blev akkompagneret på violin og piano. Blandt de optrædende var fru Sigurd Wolff Schiøler, Anna Heilmann, Anna Gnutzmann og violinisten Fini Henriques.

Publikum kunne også deltage i løjerne og forsøge at gætte komponisterne til de nyskrevne viser, der var omfattet af konkurrencen. Der var præmie til den, der gættede flest rigtige komponister i den rigtige rækkefølge. Desværre en alt for let opgave ifølge avisernes referater fra aftenen, fordi den enkelte digters sprog omgående kunne genkendes.

Præmien var det klaver, der denne aften akkompagnerede viserne, og som også er antydet på Valdemar Andersens plakat, hvor kun pianistens hænder, hvilende på aftenens hovedpræmie, afslører hans tilstedeværelse. Vinderens navn blev offentliggjort ef par uger senere.

Journalistforeningen blev stiftet i 1880 med formålet at højne kvalitetsniveauet i medlemmernes skriverier. Men vigtigst var nok pensionsspørgsmålet. Foreningen arrangerede forskellige aktiviteter som f.eks. Viseaftenen, hvor indsamling af midler gik til pensionskassen. Arrangementet, der blev slået stort op, blev imidlertid en publikumsfiasko, og overskuddet blev kun på 128,98. Bestyrelsen var skuffet, journalisterne som man samlede ind til, havde ikke bidraget nok til omtalen af arrangementet i aviser og blade.

Valdemar Andersen (1875-1928) er blevet kaldt fadderen til det 20. århundredes moderne, danske plakat og var en af de første, der forstod at omplante den internationale plakat til danske forhold. Plakaten for Journalistforeningens Viseaften er et af de tidligste eksempler på den lettere stil Valdemar Andersen skiftede til omkring 1906-07 med en opprioritering af den hvide flade, få og klare farver og et sparsomt skriftbillede med den for ham karakteristiske skønskrift, som blev hans varemærke.